Grunden til at jeg for efterhånden lang tid siden startede en blog var at jeg ville vise folk fra min fortid at jeg kunne noget, at jeg var noget værd, at jeg var bedre end hvad de troede eller valgte at tro. da jeg var mindre blev jeg mobbet rigtig meget. Mest fordi jeg var tykkere end de andre og jeg var anderledes. Jeg kunne bedst lide bare at være mig selv, hvilket mange fra min klasse åbenbart ikke kunne acceptere. Så derfor begyndte folk fra min klasse at mobbe mig med 'hvor mærkelig jeg var' 'hvor anderledes jeg var' og 'hvor mærkelig jeg så ud'.... Specielt sidstnævnte har indprentet sig. Da jeg var mindre, var jeg helt ekstremt usikker. Idag kan jeg heller ikke se at det kunne have været anderledes, da jeg tit fik det af vide, både af klassekammerater og nogle enkelte gange også af deres forældre. Det er mærkeligt som ting, somme tider, er svære at glemme. Selv om man ville gøre alt for at glemme det, føles det helt umuligt. Det føles på en måde for let og somme tider også lidt kujon-agtigt bare at fortrænge tingene. Somme tider tænker jeg: hvorfor mig? Jeg ser mange piger hver dag der kan spise kilo vis af usunde ting uden at tage et gram på. Men hvorfor har jeg ikke den egenskab? Hvorfor var det mig der skulle være den der kunne tage på, nærmest bare ved at kigge på noget usundt? Det føles så uretfærdigt og selvom folk siger at de tror det er hårdt at være den slags person, så ved de på ingen måde hvor hårdt det er. Tro mig: det er hårdere end i tror. Alt det her var grunden til at jeg startede min blog. Jeg ville vise dem at de tog fejl, at det de gjorde var forkert. Men nu vi er ved dem, vil jeg faktisk gerne sige tak til dem. Tak fordi i har gjort mig stærkere end nogensinde før. Men det i gjorde og det i sagde var forkert. Det i har sagt, vil være det sværeste at glemme og der vil gå lang tid endnu før det vil live glemt, men okay: i var åbenbart ikke klogere end som så. Tænk over det. Bare et kort øjeblik. I ved hvem i er, og jeg håber i har lært noget af det.
Det lyder måske mærkeligt og uopnåeligt, men det jeg vil er at kunne leve af min blog. At dem der engang mobbede mig og råbte efter mig nede i byen, når jeg gik alene ville tænke at det de gjorde var forkert, at de ville fortryde. Jeg gik på en skole, hvor det hed sig at ingen på skolen blev mobbet, men der var mig der gentagne gange blev mobbet, men ingen gjorde rigtig noget. Det virker ironisk at derpå min skole var anti mobbe kampagne, men der var stadig mange der mobbede.
Senere flyttede jeg så ud på den næste skole og allerede den første dag, vidste jeg det ville fortsætte. Normalt ville der være massere der ville vise én rundt på skolen og sådan, men jeg husker ingen.
Med årene er det blevet bedre og jeg er de senere år faldet 'mere til' men jeg kommer aldrig til at 'passe ind' i min klasse. Glæder mig bare til at få en ny chance på gymnasiet. Få en ny chance for at passe ind hos andre mennesker.
Jeg har aldrig fortalt alt det her til nogle, men det føles egentlig rart at få det ud.
Og tro mig: det her er ikke for at få opmærksomhed, jeg gør det for at kaste lys over mobningen som er et stigne problem.
Nogle siger at mobning i de små klasser hurtigt glemmes. Tværtimod. Det bliver aldrig glemt. Det sidder i én for altid.
Håber at det her bare nåede én der vil tænke over det.
Xoxo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar